Når man er sig selv FOR meget nærmest

Inspireret af dette indlæg: LilleQ: Pas på du ikke bliver et offer

Så minder det rigtig meget om mange af de ting, som jeg oplever omkring mig. Hvor andre har så fantastisk travlt med at jage bekræftelse og forståelse, at de uden hensyn sårer andre mennesker ved at være ubetænksomme. Mens jeg sidder med tanken om: Hvad med om de tog sig selv alvorligt?

Generelt er jeg træt af at opleve, når andres handlinger og ord ikke passer sammen. Hvor meget er det lige at de har behov for forståelse, når de i virkeligheden mere ønsker bekræftelse end handling?

Jeg har måske for nogen, for meget selverkendelse og for meget eftertanke på, hvordan jeg behandler andre mennesker. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det kan være en giftig cocktail at skulle se indad og behandle andre, som man gerne selv vil behandles. De gør sig til offer for alverdens ting, som handler om alt andet end at tage ansvar: Manglende selvværd, manglende opmærksomhed, manglende dømmekraft og hvad der nu ellers lige kommer nemt at lyve for dem selv og andre om. Gør det dem til dårlige mennesker? Nej!

cffd6 racism1 - Når man er sig selv FOR meget nærmest

Jeg har bare nået min smertegrænse med de mennesker i mit liv, som på grund af deres egen manglende selvindsigt, ikke formår at udvise troværdighed. De er FOR meget sig selv nærmest og de vil til hver en tid sælge den tillid som de har opnået, for at gavne deres eget ego. Når de så efterfølgende, bliver stillet bare en lille smule til ansvar, så forsøger de at glatte ud – Med alt andet end sandheden. Jeg har efter et tillidsbrud ikke behov for at vide: Jeg holder af dig, Jeg kunne ikke drømme om at gøre dig ondt, Jeg ville være ked af at miste dig.
Mit svar er: No, You don´t, You just did, og nej du er ikke ked af at miste mig – Du er ked af at blive stillet til ansvar! Jeg vil hellere bare have sandheden. Nothing more – Nothing less! You lost me at: I care for you!

Well… I præcis dét øjeblik du har valgt at sætte dig selv højest uden at skulle tage ansvar, så HAR du valgt hvor meget du holder af andre, som kan blive såret af dine handlinger. Den manglende selvindsigt er lige præcis dét, der får min film til at knække. Jeg magter det ganske enkelt ikke. Jeg gider ikke spille en del af deres dukke-teater og give dem forståelse eller lyve om at jeg kan forstå dem, fordi jeg hverken forstår eller spiller skuespil.

Jeg har nul tolerance overfor, at det skal være så svært at få ord til at passe sammen med handling. Jeg føler mig fjern fra dem, som er i stand til at være så kolde i røven, at de ikke på noget tidspunkt vender det rundt og tænker: Vil jeg gerne have at nogen jeg sætter højt gør det samme mod mig? Jeg er bange for at den tanke har de aldrig, når de oplever at de får bekræftet deres eget ego eller opnår noget de gerne vil have, når de vælger at sætte en andens tillid som noget sekundært. Eller også spiller det faktum ind, at de ikke formår andet end at spille dukke-teater, når de bliver konfronteret eller mærker at deres lille hykleriske sandslot er ved at falde sammen. Fordi det var ikke meningen at de skulle opdages eller gennemskues.

Jeg er træt af at høre om hvor sød og fantastisk jeg er, når det handler mere om at de gerne vil min bekræftelse og indsigt, for at få det de gerne vil, men de ikke vil respektere mig og mine behov. Tag dog jeres eget liv alvorligt! En simpel regel: Husk at de samme mennesker du møder på vej op, er de samme du møder på vej ned! Og lad være med at spille så meget et offer at du ikke kan stå ved dine handlinger, fordi den slags koster. Men den slags lig vil de mennesker aldrig være i stand til andet end at feje af vejen og fortsætte deres sørgelige kravlen rundt for at få det de gerne vil: Forståelse og bekræftelse uden konsekvenser.

Jeg lyder måske som én der er indebrændt og bitter. Det kan jeg meget vel være. Jeg har bare fået en overdosis af mennesker, som ikke formår at tage dem selv alvorligt. Det gør mig ked af det! Men jeg vil ikke sidde på mine hænder og vente på at de kommer på bedre tanker. Jeg er ikke mig selv FOR meget nærmest – Jeg reagerer på at andre sårer mig og går over mine grænser. Jeg tager afsked med dem og også dét som er godt i dem, men som bare er for fucked up til, at jeg kan have nogen relation med dem. Til gengæld, så sætter jeg pris på de mennesker i mit liv som formår med respekt at være sig selv nærmest og handle på det. I er mit guld! De er i stand til at leve i nuet og tage ansvar for dem selv og andre -På samme tid. Put your best dress or suit on – And go dancing!

Jeg trænger til en stærk kop kaffe og et rigtigt kram!

3 tanker om "Når man er sig selv FOR meget nærmest"

  1. Kravlede du lige ind i min hjerne der og gravede rundt og fandt de ord inde i det dybere lag, jeg har kæmpet med at trække frem og få ord på, og så hiver du dem frem i lyset, pudser dem af og skriver så jeg bliver helt rørt og stum og der dybt i mig runger et voksende HØRT.

    Det er fanderme godt skrevet, brølt og tænkt….

    Tak.

  2. Uden at kende dig eller din baggrund for dine ord, men blot ved at tilstå at jeg helt sikker er en af dem der ikke altid har kunnet leve op til den sammenhæng mellem ord og handling du skriver om (det er altså en ren tilståelsessag, jeg tager mit ansvar), så vil jeg nævne at der er eksempler på at det kan blive svært.
    Jeg elsker en person, en tidligere kæreste, som jeg udsatte for at sige et mens vi var kærester, men gøre noget andet. Og det gjorde jeg fordi der var gode grunde til det!
    Hun vil naturligvis til enhver tid hævde at der ikke var gode grunde, så lad mig begynde med den side af sagen. Hun stiller mig overfor et ultimatum om at jeg gør noget ganske bestemt med alternativet at ellers skal vi ikke være kærester. Årsagen er, at hun ellers ikke kan føle sig sikker på mig. Jeg går ind på betingelsen i ord og handling, selv om jeg slet ikke brød mig om det, at det efter min bedste overbevisning var usympatisk over for andre mennesker og at jeg i bund og grund var sikker på at det ikke ville være en løsning på noget som helst. Alle disse ting fortæller jeg hende naturligvis med det samme.
    Set med hendes øjne skulle jeg ikke være gået ind på betingelsen, men i stedet have sagt fra og forholdet ville dermed være afsluttet. Og det ligger vel også i tråd med indlægget på bloggen. Men hvis jeg havde gjort det, så ville jeg have kastet mig selv ud i voldsomme kærestesorger – hvilket jeg ikke lige stræbte efter hverken på det tidspunkt eller senere.
    Set med mine øjne skulle hun have lyttet til mine indvendinger og i bund og grund have respekteret min personlige integritet for at opbygge en tillid til mig ud fra det. Og set med mine øjne så ville jeg gøre hvad der var nødvendigt for at forholdet kunne fungere – også når det var urimeligt. Mit håb var at hun med tiden ville opdage at det var nytteløst at stille hinanden den slags betingelser.
    Efter en tid (ca ½ år) brød jeg mine ord, men løj om det. Jeg brød mine ord fordi det var tydeligt at det ikke gjorde en positiv forskel for vores forhold, men at det reelt gav nye problemer. Det var ikke et sympatisk træk at bryde løftet og slet ikke at lyve om det; og jeg tager både det fulde ansvar for det, og for et par måneder senere at tilstå det hele og dermed udløse afslutningen på forholdet. Jeg ville ønske at jeg havde kunnet finde en anden vej, fordi jeg den dag i dag stadig er overbevist om at vi skulle være blevet gamle sammen. Andre vil sige at det skulle vi netop ikke, vi skulle i virkeligheden aldrig været blevet kærester fordi der var for mange ting der adskilte os, eller rettere de vil normalt give udtryk for at jeg er en person man ikke kan have tillid til og fortsætte med at sætte en hel del negative betegnelser på mig.
    Pointen er vel at en sag kan have mange sider, og at verden ikke er så ideel som vi nogle gange godt kan ønske os. Eller det er de mest simple pointer for der ligger egentlig meget mere begravet dybere nede.
    I bedste mening og i håb om respekt…

Skriv et svar