Det er en ommer...Nå!?Der er plads til forbedringUdemærketElsker! (No Ratings Yet)
Loading...

Farvel Møgbeskidte 2013!

I guess it´s funnier from where you´re standing

`cause from over here I missed the joke

Clear the way for my chrash landing

I´ve done it again

Another number for your notes

(Emeli Sandé – Clown)

Jeg har lyst til at spørge dén dukkefører, som har forvaltet mit 2013:

Is this it? Are you fucking kidding me?

At dømme ud fra indholdet i 2013, så har det været et år med store blandede følelser. Med de tanker følger en eftertænksomhed og en møgbeskidt ærlighed, som jeg har lyst til at dele med jer her, fordi det giver mig en mulighed for at sætte et punktum og rydde op og muligvis aflive et par fordomme om at fortid, nutid og fremtid ikke er hvad vi vælger den skal være, men i de detaljer vi vælger at lægge fokus og energi.

Så må det møgbeskidte dukkebarn lige holde en pause og henvise til alle de andre skriverier på bloggen med masser af nøgenhed og småfrække porno-oplevelser 😉

Jeg har måttet overleve nogen alvorlige bump på vejen, som har sat spor i mig som menneske og som vil præge min fremtid og mine valg fremover. Jeg husker 2013 som et sensitivt år – På godt og ondt.

I mit “civile” liv fik jeg mærket livet, når det er allermest skrøbeligt og at der er ingen garantier for, at vi er her imorgen og heller ikke dem, som vi elsker højest. Det var en uvirkelig følelse at gå til eksamen, mens verden omkring mig var væltet. Lykken er ikke gemt i det 12-tal som jeg ærligt gjorde mig fortjent til, fordi jeg var langt fra glad.

Hvad har i 2013 betydet allermest?

Jeg har længe tænkt over hvad der gjorde året til et år, som jeg på mange måder har hadet og samtidig sat rigtig meget pris på. Svaret er både simpelt og på sin måde unikt; Relationer!

Jeg har i det forgangne år haft rigtig meget fokus på mine nære relationer i mit “civile” liv, såvel som mit frække liv. Mine nærmeste venner, familie og mine forholdsvis nære frække bekendtskaber, både bevidst og ubevidst.

I have loved, lost and learned!

På “lost” fronten mistede jeg min nærmeste veninde og fortrolige, da hun en morgen ikke længere trak vejret og forlod denne verden som 34-årig – Alt for tidligt! Hvis jeg skal tro på retfærdighed, hvor den synes svær at se, så… Fik hun fred! I 2013 har jeg taget møgbeskidte skridt med tårerne løbende varmt ned af mine dukkekinder og savnet hende hver dag og hadet at nogen tog valget om at tage hende væk fra mig, når det ikke var det vi havde aftalt. Jeg var ikke sikker på, at verden igen ville blive okay…?

Men hvad gjorde dukken?

Hun valgte at tage en pause midt i død, eksamensforberedelse og sorg. Tage til den anden ende af landet og vælge at holde fri fra verden og begrave sig i velkendt møgbeskidt selskab. Holde sin kæft, med hvad der var virkelighed og bare nyde at holde fri og ikke at forholde sig…!

Og hvad er betingelserne for at det blev et lykkeligt stunt? Hold din kæft! Er du det mindste i tvivl om du kan holde kæft, så bliv hjemme og begrav dig i alt det praktiske! Så jeg tog en pause i Værelse 426 og nød selskabet, mere end jeg faktisk havde forventet at være i stand til. Selskabet og den aften vi delte gav mig energi til at overskue virkeligheden med en eksamen få dage efter.

Ville jeg have overskuet det alligevel?

Det kan jeg af gode grunde ikke vide. Jeg kan huske at en samtale med det møgbeskidte selskab gjorde mig klar over, at det er muligt at flytte fokus. Jeg blev taget med bukserne nede(!), da han meget oplagt spurgte mig om jeg var klar til eksamen, som han vidste lå lige om hjørnet. Og mit svar var: Øh… Det ved jeg ikke lige. Jeg har lige mistet en nær veninde for et par dage siden og jeg ved ikke helt…” Jeg havde dér brudt min egen plan om at holde helt kæft med virkeligheden, fordi jeg ikke gad at blive kvalt af tårer, men hellere i hans pik langt nede i halsen på mig. (Okay, lidt porno-tanker har man vel!?) 😉

Og hér er det nogen mænd bare sparker mere røv end vi kvinder formår! Hans svar var: Følte du dig klar inden? Er der så nogen grund til at udsætte din eksamen?” Ingen snak om følelser, men en helt afklaret holdning til hvad der var konstruktivt på sigt. Derfra tog jeg beslutningen om, at jeg skulle til eksamen og jeg måtte bruge det overskud jeg fik på den tur til at holde hovedet koldt indtil eksamen. Og huske på netop hans spørgsmål. Jeg var klar inden, det er jeg også nu!

Jeg modtog få dage efter mit til dato bedste 12-tal med tårer i øjnene og sendte et par varme tanker til 2 mænd i mit frække liv, som på hver deres måde var medvirkende til at jeg klarede mig godt. Den ene, ved at plage mig med psykologiske forelæsninger som en helt obligatorisk del af vores oplevelser sammen. Den anden for at sparke til hjørne, da jeg havde brug for det og bruge hans gennemslagskraft på andet end at give mig blå mærker, uden at vide hvad han faktisk formåede at få mig til at se.

Men virkeligheden var ikke forsvundet og der kom også en møgbeskidt hverdag, hvor jeg igen skulle have troen på at alt ville blive okay og tro på at nogen gange sker ting af en grund og at vi som mennesker ikke nødvendigvis behøver at finde en dybere mening med alting, for at trække vejret og faktisk også nyde det.

I den tro kom mine nærmeste og min familie til at gøre en afgørende forskel. Vi var i min nærmeste vennekreds ramt af at have mistet en stor personlighed iblandt os. For mit eget vedkommende betød det, at der var rigtig meget tid som skulle fyldes ud af noget nyt, ikke som en erstatning for det jeg havde mistet, men som et godt fundament mod den ensomhed og sorg jeg følte langt ind i 2013. Der blev taget langsomme skridt tilbage til hverdagen og hen over sommeren oplevede jeg, at mod alle odds blev verden okay igen!

Jeg fandt et kæmpe overskud i at have overstået alle mine eksamener med et gennemsnit på 12 og gav dukke-genet skylden for stadig have trang og evnerne til at lave uhensigtsmæssige stunts. En ny hverdag med studie, job og økonomisk tryghed gav en ro, som jeg senere på året fik brug for.

2013 skulle nemlig vise sig at blive endnu mere ubehageligt og møgbeskidt end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Da jeg i efteråret blev konfronteret med et levn fra min fortid, som tvang mig til at tage stilling til om jeg ville retfærdighed for ikke bare mit eget vedkommende, men også for andre. Har vi allesammen nogen skeletter i skabet, som vi håber aldrig nogensinde kommer ud? For mit eget vedkommede kan jeg sige: Oh Yes!

Udover at mit frække liv til tider ikke tåler dagens lys og at det oftest her på bloggen giver god mening at være anonym og forsat holde fast i diskretionen for at beskytte dels mig selv og også dem jeg har kær i den frække vinkel. Men det er en anden snak!

For mig kom den dag, hvor jeg skulle gøre op med om tiden var moden til at åbne skabsdøren og lade skelettet falde ud, fordi der ikke længere var noget formål med at beskytte mig selv mod den trussel, som hang sammen med at åbne døren.

Hvad snakker dukkebarnet om?

Jeg blev kontaktet af politiet i forbindelse med en anholdelse af en mand, som jeg for mange år siden har kendt og desværre kendte alt for godt. Jeg havde nu valget mellem at holde min kæft eller fortælle alt hvad jeg vidste om hans afvigende karaktér i forhold til hvad de havde tænkt sig at sigte ham for. For mig var der ikke noget valg! Og med det fulgte timelange afhøringer om meget intime detaljer fra en tid i mit liv, som jeg fandt ud af rummede ikke bare mine egne oplevelser og opfattelser af manden, men som desværre tegnede et mønster af en forbryder, som har et  forkvaklet og psykotisk syn på næstekærlighed og sexualitet!

That was the night that I died, and someone else was saved. Someone who was afraid of water, but learned to swim. Someone who knew there would be one moment, where he wouldn’t be watching. Someone who knew that the darkness of the broken lights would show the way.

Laura – Sleeping with the Enemy

Jeg troede min sidste kamp med ham blev kæmpet, da jeg valgte at tro på min egen styrke, da jeg gik min vej uden at se mig tilbage på ham, som havde gjort mig klar over, at mit exit ville betyde at jeg for resten af mit liv skulle kigge mig over skulderen. For en dag ville han være dér og den samme mund som kunne fortælle sandheden ville han få til at holde op med at trække vejret. Og i langt over 10 år holdt den trussel mig fra at åbne munden og istedet bruge min styrke på at komme videre, få professionel hjælp og vende min frygt til viljen til at leve et fantastisk liv med de erfaringer i bagagen.

“It´s not just a walk in the park!” advarede min professionelle livline mig, da jeg blev indkaldt som vidne i retssagen mod ham. At vælge retfærdighed fremfor sikkerhed har en pris, som vil tricke alle de gamle følelser forbundet med ham og de minder du har. Er det prisen værd? Det korte svar er: Ja!

Så da jeg nytårsaften løftede glasset for at kysse møgbeskidte 2013 farvel, så var det en tur “down memory lane” som både går langt tilbage og med en tanke på de oplevelser, som har gjort året møgbeskidt på den frække måde, varmet mig på den kærlige måde og givet mig den energi, som I kender fra mine blogindlæg i årenes løb. Som ikke handler det mindste om skeletter i skabet, men om min lyst til sex og at jeg er afklaret med fortiden, i nutiden og for fremtiden.

Uden dem var jeg ikke hvor jeg er idag; Med troen på at fordi én viser sig at være et farligt røvhul, så findes der stadig versioner af røvhuller, som er både fantastiske og med et ønske om at ville andre noget godt! Sådan som det burde være.

Velkommen 2014!

We lose ourselves in the things we love – We find ourselves there, too

3 tanker om "Farvel Møgbeskidte 2013!"

  1. Kære Zoe og Boble,

    Tak til jer begge, for jeres kommentarer.
    Tankerne lå længe på tegnebrættet for at passe på mig. Med jeres kommentarer er jeg nu endnu mere sikker på, at der var en grund til at de ikke skulle forblive en kladde.

    Kærligst, H.

Skriv et svar