Det er en ommer...Nå!?Der er plads til forbedringUdemærketElsker! (No Ratings Yet)
Loading...

#dukketanker om subspace

 

Når jeg nu igen læser mit skriveri, mens jeg stadig var i en eller anden form for trance kan jeg godt se at der ikke er ret meget filter på hvordan jeg havde det…

Dødslignende #dukkekoma

Nå… Det er der jo ingen skam i. Jeg er bare ikke ret god til det der helt uden filter, fordi jeg også bliver tricket af min sårbarhed. Hvis jeg har noget i den mentale rygsæk, som ikke er blevet bearbejdet, så skal jeg da lige love for at det kommer til overfladen.

Jeg ved ikke hvordan andre oplever subspace og om hvornår man selv ved at man er lige dér? Jeg ved at mit kan trickes på 2 måder. Pasificering og samtidig påførelse af smerte. Smerte som jeg skal kæmpe for at elske og hverken for meget eller for lidt. Den anden er overdreven nydelse, så meget at jeg er nød til at flygte for at holde ud at være i det. Og bang! så er min krop lige dér hvor jeg er fuldt ud tilstede, men ikke længere kan styre hvordan jeg reagerer.

Jeg kan ikke komme i subspace bare fordi jeg ønsker det. Jeg kan ikke forcere det lige meget hvor meget jeg prøver, så er det bare endnu længere væk. Og så kræver det god tid og en følelse af… Ja det er sgu egentlig svært at forklare. Jeg skal nok presses ud hvor jeg tænker at nu kan jeg ikke mere. Og så det helt eksistentielle: Der skal være en helt særlig kemi mellem ham og mig, som får mig derud. Kemi er svært at sætte ord på men hvis jeg skal prøve må det blive noget ala det her: Jeg skal være 110% tryg ved at han kan lande mig igen. Ikke som i… Det har han sagt at han vil gøre, men som i at jeg mærker det på mine orgasmer og vores leg op til. Kan man vide det men én man ikke kender godt? Tja… Man kan føle sig tryg ved den erfaring som man ved vedkommende har. Jeg tænker nærmere at det både er mentalt og fysisk at jeg mærker en tiltrækning ud over det sædvanlige, og som jeg ikke et sekund tvivler på er gengældt. Men det er jo gætteri mod facts, men igen… Det er så svært at beskrive.

Jeg synes jeg kender mit subspace godt nok til at vide at det oftest ender med at jeg bryder sammen. Som i… Tårer! Og som i at det ikke lige umiddelbart stopper før jeg er ved fuld bevidsthed igen. Og egentlig har jeg allermest lyst til bare at blive liggende og tude og samtidig har jeg lyst til lynhurtigt som en ninja! at være oppe igen, men det er mit hovede der kæmper for at: Pas nu på dig selv, dukkebarn… Du er så modtagelig! Og jeg ved at jeg SUGER alt hvad der bliver sagt og gjort i de minutter og at det er der tilliden kommer til sin ret. Føle sig tryg ved at der ikke bliver gjort eller sagt noget dumt, som tvinger min hjerne til at gå endnu mere i forsvar. Jeg har en idé om at tackles det helt forkert, så kan det faktisk godt give en skade, sådan rent mentalt, fordi man er så åben.

Og hvad sker der inde i dukkehovedet?

Hmmm… Ja godt spørgsmål! Det nemmeste ville være at sige: Ingenting, bare nu, nyde og føle sig ufatteligt tryg i det. Jeg har prøvet det anderledes denne gang. Nærmest som rollercoaster-ride. Jeg kunne høre mig selv skrige! og råbe: Naaaaaaaaaj stop! Og samtidig vide at det var absolut ikke det jeg ønskede. Thank god for at nogen læser mit kropssprog mere end dét der kommer ud af munden på mig.

Når jeg så er tilbage har jeg svært ved at rumme det sådan lige med det første. Jeg bliver genert og mundlam. Jeg har bare lyst til at ligge helt tæt i ske indtil at jeg kan mærke min krop igen eller i hvert fald får en idé om hvor jeg er og hvem det er der ligger sammen med mig. Hah! Det er jo ikke fordi jeg har glemt hvem det er i mellemtiden, men virkelighedsbilledet er smuttet totalt. Fantastisk som ens hjerne kan fucke det meste op 🙂

Og så lige timerne bagefter…

Jeg er SÅ sprød! Og træt! Og tom inde i hovedet. Næsten… 🙂

fotografi den 16 07 14 kl 08 56 2 - #dukketanker om subspace

Og så er der det der med kommunikationen… Javel ja! Jeg gjorde i dette tiltælde en skarp vurdering inden jeg svarede ham der på hans sms efterfølgende. Fordi allermest havde jeg lyst til at skrive: OMG! Er du klar over hvor fucking fantastisk du er!?

Velvidende at det ville han nu nok kunne forstå fordi han har været en del af oplevelsen, men samtidig så ved jeg også at det kan virke overvældende og misfortolkes til noget det ikke er. Og her i dagene efter, mens jeg lander orker jeg ikke at skulle rode rundt i misforståelser eller at nogen bliver berøringsangste. Man må godt vælge sine kampe, når man kan 🙂

Udover forbandet god og lang nattesøvn, så er der mange gode “bivirkninger” af sådan en tur. En god nulstilling og at når sprødheden emmer ud, så er der helt klare fordele jeg som kvinde elsker. Kvindelighed!

Så igår tog jeg på tøjkøb! Mit klædeskab er ved at være tomt for tøj der passer. Jeg er blevet 5-6 størrelser mindre og det er ved at være skidt med at jeg faktisk har tøj, som sidder bare nogenlunde i forhold til min nye figur. Det er et herligt luksusproblem at have! 🙂

Igår aftes slæbte jeg mig selv til træning selvom jeg godt kunne have taget 10 timer mere i symbiose med min dyne. Og igen oplevede jeg at mit subspace ikke var helt slut. Jeg lavede en ekstra omgang hård træning og hvor jeg normalt bare bliver mere ihærdig, selvom jeg er træt, så skete det igen… Jeg var tæt på at græde! Crazy, på den fede måde.

Og et lille notits til de mænd som synes at det er SÅ lækkert at opleve en kvinde i subspace: Don´t ever leave before she is ready to be left alone! Da jeg stod i situationen tænkte jeg ikke nærmere over det, da jeg blev spurgt om det var okay at han tog afsted nu? Men bagefter var dét faktisk super lækkert at vide at der er en omtanke på det også. Og nej det handler ikke om at nogen er nød til at flytte ind et par dage for at sikre sig at alt er okay, men bare at man har en fornemmelse og endda en ret god én for hvornår det virker naturligt for begge parter at bryde op. Og at man på en eller anden vis er tilstede i dagene efter, hvis der skulle være behov for lige at sige: Hey… I´m breathing again! 🙂

Og nu er det jo igen helt almindeligt hverdagsliv… Sådan næsten. På billederne kan I se at,  some perv made my breast blue.. Og mine arme! Og min ryg! Samtidig må jeg indrømme at uanset hvor erfaren jeg bliver så er der stadig ikke så forbandet langt til generthed, og at den faktisk kan trickes igen bare ved tanken om…

I feel fucking alive!

Skriv et svar