-Hvordan man kan lære at elske, at kunne slå knude på en kirsebær-stilk med tungen.
Jeg tog afsted, fordi jeg trængte til at lette hovedet fra de andre ting i min hverdag, som fylder og som indimellem klemmer livet en smule ud af mig. Bare for at jeg kan mærke at jeg lever. Det er på de tidspunkter, jeg kysser spontane idéer velkomne. Dels fordi at spontanitet giver en god energi her og nu, fordi det ikke kræver en vanvittig masse planlægning, som i forvejen er en del af af mit hverdagsliv.
Jeg kom forbi dét sted, hvor du satte min tålmodighed på en alvorlig prøve. Du havde en bakke kirsebær med og nu skulle jeg i bedste Twin Peaks-style lære at slå knude på stilken med tungen. Christ! Og for at jeg ikke skulle synes at du var en gemen satan, så havde du købt kirsebær med dobbelt stilk, så det var nemmere.
Det lykkedes ikke. Det lykkedes slet ikke mere af, at du sad ved siden af mig og gjorde det så nemt, som en teenager bunder en Bacardi Breezer på en blå mandag.
Min tålmodighed stoppede da du arrogant lagde kirsebærstilk nr. 4(!) med knude foran mig, inden for kort tid. Jeg gav op! Jeg fik styr på mit temperament i tavshed og tog mig tid til at føre en samtale uden at lade mit knækkede ego blive for tydeligt. Efterfølgende købte jeg en ny bakke kirsebær ALENE og øvede mig til det lykkes, så mit ego kunne kravle rimelig velforvaret tilbage igen.
Videre på min tur kom jeg forbi det sted, hvor jeg altid holdt ind, inden vi skulle mødes. Sådan ca. 5 minutters afstand fra vores mødested. Det blev en fast rutine at tjekke spejlet, rette tøjet og nogen gange var en dyb indånding tiltrængt. Præcis det samme skete i aften. Jeg tog en ordentlig mundfuld frisk luft og satte farten op.
Jeg nåede frem til dét sted, hvor jeg mange gange har set dig komme gående med din rygsæk inden jeg samlede dig op. Jeg måtte samtidig holde for rødt i lyskrydset lige ved stationen. I de minutter hvor jeg ventede på, at det blev grønt gik det op for mig, hvor mange minder der er på netop denne tur, og duften af sommer bredte sig i mine tanker og kildede mine næsebor, som en blanding af luften, når det lige har regnet på en varm sommerdag og nyslået græs. Duften er berusende herlig.
Jeg havde røde kinder, da jeg cyklede over Langebro. Jeg glemmer aldrig turen fra Rådhuspladsen til Amager om natten i høje støvler. Som ikke engang var så forbandet høje, så det lød som en super idé at gå hele vejen, da du foreslog det. Dumt!, skreg mine tæer da vi nåede Amagerbrogade. Dit smittende humør og sjove bemærkninger fik mig på andre tanker i sekunder af gangen.
“Det ER virkelig synd for dig at du har ondt i dine tæer. Du må stole på at jeg mener det, når det nu kommer fra en mand der bruger størrelse stor i stilletter og har gået mange kilometer i dem.”
Dengang var jeg slet ikke klar til at høre om det i detaljer – Idag ved jeg, at det var en joke for at få mig til at grine, men med et gran af sandhed, som det meste jo er med dig.
Så når jeg holder dig tæt ind til mig, så er det fordi jeg aldrig ville have været alt det her foruden. Det stormfulde begær, som ikke kender klokken og er ligeglad med nattesøvn. Din blide hvisken i mit øre, som planter nye frække tanker. Din dybe stønnen, som blander sig med mine suk, når vi nærmer os forløsning. Dit hjertelige grin, når jeg kalder dig en forbandet kost og heller ikke det rasende øjeblik hvor jeg stamper i gulvet og tér mig, fordi du sætter mig til at slå knude på en kirsebærstilk.
We are facing in the right direction, all we have to do is keep on walking.
Det bliver en varm og skøn sommer.
